Nye indlæg

 

Sara blev født med tykke, tykke fødder

20-12-2017 09:47
Sara blev født med tykke, tykke fødder
Sara blev født med primært lymfødem i fødderne. Hendes forældre efterlyser netværk med andre i samme situation
Af Lotte Frandsen

Saras forældre Charlotte Melgaard og Thomas Hansen er yderst tilfredse med den behandling, de får på Bispebjerg Hospital og i deres hjemkommune, Viborg Kommune, men de savner kontakt med andre i samme situation. - Det ideelle for os vil være at få skabt et netværk med andre, der har et barn med lymfødem. Det handler om ikke at være den eneste med tykke fødder og den, der skiller sig ud. Vi forestiller os et forum, hvor vi kan mødes til en aktivitet en enkelt dag, spise sammen og holde en strømpefest for børnene. Vi er indstillede på at yde et stykke arbejde for at få netværket op at stå, men vi mangler kontakten til andre med lymfødembørn, siger Charlotte Melgaard.

Ingen begrænsninger
Sara er snart 7 år. Hun er en glad og velfungerende pige, der ikke oplever nogen begrænsninger i sin hverdag på grund af sit lymfødem i fødderne. Da Sara blev født kunne jordemoderen godt se, at hendes fødder var meget hævede, men hun mente, at det bare skyldtes, at fødderne havde været bøjede. Men Charlotte vidste med det samme, hvad det var, for der er flere i hendes familie, der lider af det samme. - Min mor har det og min mormor havde det. Dengang de var børn, var der ikke megen behandling at få. Det er helt anderledes nu. Vi er til kontrol på Bispebjerg Hospital fire gange om året, og personalet sørger for at skrive til kommunen, hvad vi har brug for. Kommunen er meget samarbejdsvillig har fuld forståelse for, at Sara vokser og har brug for mange strømper, og hun kan vælge mellem grønne, lyserøde og lilla.

Strømpefest for voksne
Sara har været med til et enkelt medlemsmøde med sin mor og mormor. Charlotte vidste godt, at der ikke ville være andre børn, men de tog med, fordi Sara en overgang var træt af at skulle have strømperne på. - Vi kaldte det en strømpefest, og hun så alle de andre med strømper på armene og benene. Det var en meget dejlig dag. Alle kom og viste Sara deres strømper, og hun nød det. Og siden har det faktisk ikke været noget problem at få hende til at gå med strømperne. Men jeg så jo gerne, at der var andre børn, så Sara kunne se, at hun ikke er den eneste. Det ville være godt at have andre børn at identificere sig med også på længere sigt, når hun bliver større og måske ikke synes, det er så fedt at gå med støttestrømper.
Charlotte Melgaard kan kontaktes på 2961 7159

FAKTA
Primært lymfødem: Det er en medfødt defekt i lymfesystemet. Man mener, det skyldes en manglende udvikling af lymfesystemet. Tilstanden ses hyppigst i benene og i sjældnere tilfælde i armene. Primært lymfødem kan være medfødt eller opstå omkring puberteten. Sygdommen kan være arvelig, og flere generationer i en familie kan være ramt. Kilde: Dansk Netværk for Lymfødem

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
DALYFO  | Tlf.: 70 22 22 10 | info@dalyfo.dk