Nye indlæg

 

World Lymphedema Day 2018

06-03-2018 11:24

Lymfødem berører millioner af mennesker verden over. Måske rammer det også dig!

Af Kirsten Sparre
 
Tirsdag 6. marts 2018 er World Lymphedema Day. Lymfødem er en sygdom, der berører flere hundrede millioner mennesker verden over - alligevel er det meget få, der kender til sygdommen, før de selv bliver berørt af den for eksempel i forbindelse med en kræftbehandling.
 
Det ønsker Dansk Lymfødem Forening at lave om på. Læs vores korte forklaring på, hvad lymfødem er. Og husk den! For generelt ved lægerne i det danske sundhedssystem også meget lidt om sygdommen og skal have hjælp til at diagnosticere den, så patienten kan få den hjælp, han eller hun har brug for.
 
Kort om lymfødem
• Lymfødem er en ophobning af lymfevæske i bindevævet et eller flere steder på kroppen - for eksempel i en arm eller et ben. Ophobningen sker fordi, lymfesystemet ikke er i stand til at føre lymfevæsken væk og i stedet presser det ud i vævet.
• Lymfødem kan være en medført lidelse (primært lymfødem) eller resultatet af en skade på lymfesystemet, som kan opstå efter behandling for kræft, infektion eller traumer i forbindelse med ulykker (sekundært lymfødem).
• Har man først fået et lymfødem, så er det kronisk og går aldrig væk igen. Det kan behandles, men ikke forsvinde helt.
• Hvis man ikke behandler et lymfødem, vil der komme fibrose i vævet. Det vil sige, at vævet bliver tykt og hårdt, og det berørte område vokser i omfang.
• Et ubehandlet lymfødem kan blive enormt stort, og huden bliver tør og skællet. Der kan lække væske ud af lymfødemet, og infektioner (ofte livstruende) er meget almindelige.
• Formålet med at behandle lymfødemet er at stoppe væksten i lymfødemt, reducere risikoen for infektioner og bevare bevægelighed og funktion i det ramte område.
• Lymfødemet skal plejes og behandles hver dag året rundt, og for nogle kan det tage flere timer hver dag.
• Der er mange former for behandling. De mest almindelige er lymfedrænage, bandagering, kompressionsstrømper, kompressionspumper, hudpleje, motion og åndedrætsøvelser. Nogle få kan hjælpes med operation.
 
Hvis du vil hjæpe med at sætte fokus på lymfødem og sikre bedre behandlingsmuligheder for dem, der har det, så overvej at skrive under på denne underskriftsindsamling fra Lymphatic Education & Research Network (LE&RN).
Underskriftsindsamlingen opfordrer WHO til at sørge for, at World Health Day 2019 kommer til at handle om "LD Awareness & Cures."
 
Skriv under og tilkendegiv din støtte (hér) 
 
 

Kategori: Internationalt

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
DALYFO  | Tlf.: 70 22 22 10 | info@dalyfo.dk