Kan strømpefirmaer gøre en forskel?

 

 

Mit barnebarn får sådan nogle smarte kompressionsstrømper fra Juzo, og derved kom jeg i kontakt med Juzo. Jeg mødtes i KBH med Robert Van Zanten og Vicky Gudesen, hvor Robert præsenterede et Self Mangagement Project. Konceptet er hårdt arbejde. Det er ikke noget man kommer sovende til. Jeg har primært lymfødem. Da mit lymfødem er massivt, og jeg først er tilbudt behandling som 47 årig, havde jeg lidt betænkningstid, og turde ikke sige ja, før jeg have mit lokale sygehus med på banen, idet produkterne som jeg har brugt, ikke får fat i tæerne.

 

Regionshospital Nordjylland, Thisted ved lymfeterapeut Karin Boel var positiv, og vi lagde en plan om bandagering af tæer og forfod med Coban 2.

 

Den 9. januar 2017 startede jeg. Der skulle tages billeder hver morgen af mine ben, - det var Jørns arbejde. Heldigvis syntes han, det var sjovt. I begyndelsen, de første 2 uger, brugte jeg Juzo SoftCompres og Juzo ACS bandager. Derefter brugte jeg kun Juzo ACS bandager. Jeg målte omfangsmål hver morgen, og skrev dagbog. Mandag og torsdag fik jeg manuel lymfedrænage, og jeg skypede med Robert og Vicky 2 gange i ugen. Det kan godt lyde af meget, men jeg tror ikke, man kan gennemføre uden en ”backinggroup”. 

 

Det viste sig hurtigt, at de dage, hvor jeg cyklede, gik stavgang, var til kor og andet, det var de bedste dage med størst effekt. Men med fuldtidsjob, så var det lidt af en udfordring. Jeg havde enormt svært ved at få fodtøj på. Jeg kunne jo ikke repræsentere mit arbejde og ligne en ”Michelinmand”. Der var sved på panden, når jeg lige skulle af sted til et møde og have noget af udstyret af, og hurtigt på med det igen, når jeg var tilbage på mit kontor. Jeg har oplevet at køre til Sjælland med bandager på, og midtvejs gjorde det så ondt, at jeg måtte stoppe bilen, og tårerne trillede ned af kinden. Så skal man være sikker på, at det er det rigtige, man gør – og sådanne situationer viser, at det er nødvendigt med skype møder.

 

Hudpleje er vigtigt, man skal faktisk være god ved sig selv. Det har jeg nok ikke været for god til. Det ”fede” er, at der er nogen, der frivilligt gør noget for at hjælpe en. Det er dejligt. Man kan satse, og man mister ikke noget, men får en chance for at få det bedre.

 

Efter 1 ½ måned var der ikke sket det store i forhold reduktion af målene, så jeg skiftede over til Juzo Compression Wrap, hvor man kan få et højere arbejdstryk. Denne bandage er lettere. Den fylder ikke så meget, og dette i kombination med, at der nu begyndte at ske noget med målene på mit ben gjorde, at jeg ikke længere behøvede at tænke over hvilket tøj, jeg kunne tage på.

 

Undervejs skete der det, at jeg pludselig havde svært ved at stå og holde balancen. Puden med væske under mine fødder forsvandt, og pludselig kunne jeg have hele foden på gulvet, og det gav ”søsyge”. Har altid været vant til at have væske under fødderne, og derfor var det en mærkelig, uvant fornemmelse. Jeg har tidligere haft rosen adskillige gange, hvilket har resulteret i hudforandring på den ene fod. Det er nu næsten væk.

 

Man kan blive helt glad for de forskellige bandager. Når noget ikke virkede eller føltes forkert, så brugte jeg telefonen, beskrev problemet, tog billeder, og så drøftede vi det på skype møde om aftenen. Jeg har givet feed back på produkterne og følt, jeg er blevet hørt.

 

Endelig nåede vi derhen, hvor målene ikke ændrede sig ret meget, og så fik jeg tåkapper og fladstrikkede strømper. Her skulle der også nogle forsøg til, før vi kom i mål. For første gang i mit liv, har jeg fået et par tåkapper, som tager noget af væsken i mine tæer, og jeg kan se på min forfod, at der sker noget for hver dag.

 

Jeg havde ikke forestillet mig, at projektet skulle tage så lang tid, men med jævnlige møder og kontakt, så får man poweret til at fortsætte. Jeg håber, at mit ønske om at fortsætte nogle flere år på arbejdsmarkedet kan være muligt med ”mine nye ben”. Dog er jeg stadig nødt til at få manuel lymfedrænage, for at jeg kan få fuld effekt af kompressionen. Jeg er privilegeret med en dygtig lymfeterapeut. Har ikke haft rosen under forløbet, og det håber jeg at kunne undgå i fremtiden. Tror også, jeg har haft min andel.

 

Hvis jeg skal efterrationalisere, så tror jeg aldrig, jeg havde turdet prøve at skifte til andre strømper, hvis ikke jeg havde fået denne unikke mulighed. Det koster jo en bevilling hver gang, og når man har strømper, man er tilfreds med, så ved man hvad man har, men ikke hvad man får. Selv om lymfeterapeut og andre har sagt, at det var bedre med fladstrikkede strømper, så er det Self Management Projektet, der har overbevidst mig.

 

Projektet er ikke slut. Jeg har nu søgt strømper hos kommunen. Min ”backinggroup” er der fortsat. De følger mig, og er behjælpelige, og er kun et opkald væk. Jeg er også i gang med at søge nyt ortopædisk fortøj, da jeg ikke kan få mine støvler med mig, hvis ikke jeg tager bandager på – mine ben er blevet markant mindre. Så alle, der kender mig, synes jeg har fået nogle flotte ben.

 

 

Jeg håber, at det, at jeg har været med i et Self Management Projekt, kan komme andre lymfødemikere til gode. Jeg har i hvert fald gjort mit bedste for at give feed back på de forskellige produkter.