Kræftpolitisk Forum
Kræftpolitisk Forum - med senfølger i fokus
Af Lene Tofteng Hansen, formand for DALYFO
Her mødtes ca. 150 fagfolk, patientforeninger, politikere og andre interessenter til debat om, hvordan en national koordineret indsats for senfølger efter kræft kan løfte området. Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet var vært for arrangementet. DALYFO var repræsenteret ved formand Lene Tofteng Hansen.
Kræftens Bekæmpelse, Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) og DMCG, er gået sammen om tre anbefalinger. Der anbefales at der nationalt tages initiativ til:
At alle med senfølger efter kræft – ligegyldigt hvor i landet de bor - har adgang til et relevant tilbud uanset type af senfølge, og at der er tydelige henvisningskriterier.
At ansvarsfordelingen mellem sektorerne er tydeligt defineret, og at der på tværs af sektorerne følges fælles retningslinjer for opsporing og behandling.
At der skabes mere viden gennem systematisk dataopsamling, erfaringsudveksling og forskning.
I dag lever mere end 370.000 med eller efter en kræftdiagnose. Der skønnes at ca. halvdelen lever med enten fysiske eller psykiske senfølger. Senfølger kan opstå på grund af kræften eller på grund af behandlingerne. Det kan være behandlinger som kirurgi, strålebehandling, kemoterapi eller immunterapi. Senfølger kan opstå hurtigt eller op til mange år efter endt behandling og kan være forbigående eller kroniske. Senfølgerne kan blandt andet være kroniske smerter, fatigue, søvnproblemer, kognitive forandringer eller som vi i DALYFO kender alt for godt, lymfødem.
Med det stigende antal kræftoverlevere står sundhedsvæsenet over for en stor udfordring med senfølger. Hvis ikke der bliver taget hånd om senfølgerne kan det føre til nedsat livskvalitet og tabt arbejdsevne. Hvilket kan være dyrt for den enkelte, men også for samfundet. Der mangler klare rammer for hvem der har ansvaret for senfølgebehandlingen.
Der skal være mere forskning i senfølger og resultaterne skal kanaliseres ud til hele landet, så patienter kan få et ensartet tilbud af høj kvalitet. De sundhedsprofessionelle skal sikres mere kendskab og kompetencer til at behandle senfølger. Der skal være fælles retningslinjer og systematisk opsamling af data og viden. Det er også vigtigt at der kommer senfølgecentre i hele Danmark. Lige nu mangler det i region H.
KB, DCCC og DMCG har stillet et forslag om et nationalt initiativ, som kan indgå i planerne om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen kan blive mere sammenhængende og patientorienteret. Der er behov for en koordinering og ansvarsfordeling, så kommuner, almen praksis og regioner får et fælles grundlag for deres indsats. De udtrykte i paneldiskussionen at de var klar til det, hvis de fik et mandat fra landspolitikerne. I panelet deltog Flemming Møller Mortensen MF, (S) sundhedsordfører, Per Larsen MF, (KF) sundhedsordfører, Sisse Marie Welling (SF) medlem Sundheds- og Ældreudvalg, Kommunernes Landsforening, Karin Friis Bach, (RV) formand for sundhedsudvalget, Danske Regioner og Helen Bernt Andersen, formand, Kræftens Bekæmpelse.
Det var et godt møde og vi kan være meget positive over at politikkerne udtrykte velvilje til, at føre tingene ud i virkeligheden. Helen Bernt Andersen sagde som afsluttende bemærkning, at vi bør mødes samme sted om 2 år og se hvor meget der er sket til den tid.
På billedet ses næstformand for Senfølgerforeningen Charlotte Hammer til venstre og formand for DALYFO Lene Tofteng Hansen til højre.
Billede taget fra Senfølgerforeningens Facebook side
Mere information og programmet findes her på KBs hjemmeside: Kræftpolitisk Forum - Kræftens Bekæmpelse (cancer.dk)