Behandling af lymfødem

Lymfødem er en kronisk lidelse der desværre ikke kan kureres, men med effektiv og kontinuerlig indsats fra patienten kan lidelsen udvikle sig langsommere og generne lindres betydeligt.

Fysiurgisk behandling

Fysiurgisk behandling er den mest udbredte behandlingsform og den tilpasses den enkelte patient. Behandlingen kan, alt efter patientens situation og behov, omfatte lymfedrænage, bandagering, hudpleje og øvelser. Eventuelt tilbydes arvævsudstrækning for patienter med sekundært lymfødem.

Patienten skal selv være indstillet på at deltage i egenomsorg og følge anbefalingerne.

Der er tale om en intensiv eller reduktionsfase hvor patienten kan blive bandageret flere gange om ugen indtil ødemet er reduceret mest mulig og derefter kan blive opmålt til varig kompressionshjælpemiddel/midler.

Du kan finde en liste over behandlere der er medlem af Dansk Selskab for Fysioterapeutisk Lymfødembehandling her

Kirurgisk behandling

Kirurgisk behandling er begyndt at have større udbredelse også i Danmark. Der skelnes mellem lymfovenøse-anastomose (LVA), fedtsugning og lymfekirtel transplantation.

På Herlev Hospital foretages der LVA (lymfovenøse-anastomose) og på Odense Universitets Hospital foretages der fedtsugning (på engelsk SAPL – Suction Assisted Protein Lipectomy).

Patienter kan få en henvisning, for at se, om man er egnet til den ene eller anden type operation.

Uanset bliver man ikke kureret for lymfødem, men det kan lindre symptomer og evt. også reducere risikoen for gentagne rosen tilfælde. Der vil være anvisninger omkring brug af kompression efterfølgende.

Link til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside om fedtsugning af lymfødem: link

Link til Herlev Hospital om LVA her

Kompression

Lymfødem kræver livslang egenomsorg. Blandt de forskellige behandlingsformer er kompression det vigtigste element i håndteringen i både den indledende reduktionsfase såvel som i vedligeholdelsesfasen.

Kompressionshjælpemidler modvirker væskeophobning, hvilket er med til at bevare volumen og formen af den berørte kropsdel hos lymfødempatienter.

Der skelnes mellem fladstrik og rundstrik materiale i kompressionshjælpemidlerne. Man kan få enten standard størrelser eller specielstrikket som er lavet efter præcise mål.

Man kan få strømper, ærmer, handsker, tåkapper, bermuda….der er utrolig mange versioner og du skal tale med din måltager om den bedste løsning til dig.

For mere information om kompressionshjælpemidler kan du finde spørgsmål og svar på denne hjemmeside.

Hjemmesiden er blevet lavet i samarbejde med andre patientforeninger i Europa – fra Holland, Portugal, Italien, Frankrig og Sverige.

Hvad kan du selv gøre?

Motion og kost

Hold dig fysisk aktiv.

Start langsomt hvis du ikke har motioneret før og dit lymfødem er nyt. Tal evt. med en fysioterapeut eller lymfeterapeut der kan hjælpe med et program tilpasset dig, dine behov og begrænsninger.

Spis sundt og tilstræb at være normal vægtig. Overvægt kan øge lymfødemet og gøre det mere besværligt at håndtere.

Kompression

Kompressionshjælpemidler skal anvendes i henhold til anbefalingerne fra læge eller lymfeterapeut.

Kompression er en af de vigtigeste elementer for at afhjælpe lymfødemet.

Nye kompressionshjælpemidler skal søges om regelmæssigt.

Bliv medlem af den lukkede facebook gruppe for patienter: www.facebook.com/groups/lymfoedem/ for at dele dine erfaringer omkring ansøgning og brug af kompression.

Vigtigt

Vær opmærksom på infektions risici. Klik her for at se afsnittet om rosen

Oprethold en god hudpleje rutine. Find gode råd om det her

Cookie-indstillinger