Nye indlæg

 

Fortæl os din historie om lymfødem

24-09-2013 16:44

I løbet af vinteren vil DALYFO's bestyrelse begynde at indsamle personlige historier om lymfødem blandt medlemmerne. Historierne skal bruges til gensidig støtte og inspiration blandt medlemmerne og til at gøre lymfødem mere synligt i offentligheden. Du er inviteret til at være med!

Alle, der har været med til workshop eller medlemsmøde i DALYFO, vil sikkert være enige i, at den største oplevelse ligger i at møde andre i samme situation som en selv og kunne give og modtage støtte, råd og erfaringer om livet med lymfødem.

Her fortæller vi hverdagshistorier om livet med lymfødem, og de historier kan faktisk have værdi for andre end blot den, vi er faldet i snak med.

Andre lymfødemikere, som ikke er til stede, kan også have gavn af dine erfaringer med for eksempel en ny behandlingsmetode, og blandt sundhedspersonale og sundhedspolitikere er der massivt behov for at forstå, hvordan det er at leve med lymfødem.

Derfor vil DALYFO gerne høre din historie om lymfødem. Den kan være kort eller lang. Den kan fortælle alt fra start til nu om dit liv med lymfødem, eller det kan handle om en konkret behandling eller et hjælpemiddel, du er glad for. Det kan være din oplevelse med rosen, at rejse med lymfødem eller din kamp for få stillet en diagnose. Det er helt op til dig.

Vi stiller ikke nogen krav til formen på din historie, udover at du fortæller, hvor du har lymfødem og også gerne, hvor længe du har haft det.

Planen er, at vi offentliggør historierne på DALYFO's hjemmeside, så andre kan læse dem og få glæde af erfaringerne. Du bestemmer helt selv, om du vil optræde med fuldt navn eller være anonym. Vi skal bare vide, hvem du er.

Senere vælger vi nogle af historierne ud til en eller to pjecer, som vi kan bruge i oplysningsarbejdet over for sundhedsbehandlere, sundhedspolitikere og ikke mindst nye lymfødemikere.

Send din historie til info@dalyfo.dk. Skriv også gerne, hvis du vil have hjælp til at fortælle din historie, så kontakter vi dig.


Kommentarer

    1 

    Skriv en kommentar