Vandgymnastik og lipødem
af Carola Orbert Selander
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen – jeg elsker vand! Sø, hav, pool, badekar, fodbad, badekar. Ja, alt, hvor jeg kan nedsænke dele af min krop i en herlig befriende vægtløs tilstand.
Vand, elementet der giver mig mulighed for at bevæge mig helt uden hindring. Som gør det muligt for smerterne i kroppen at tage en nødvendig pause.
Som en ballerina danser jeg frem eller dykker ned og sætter af fra bunden og skyder op gennem vandoverfladen, som en spækhugger. Stående på hænderne som en elitegymnast, med rank ryg og yndefuld. Som en rigtig vandkunstner, der med grinende små lyde leger som en delfin.
Jeg tror, at de fleste mennesker med lipødem kan genkende sig selv i følelsen af at blive fanget af vandets helbredende, varmende og vægtløse enkelhed. Du vil sådan set bare eksistere her og nu, med øjnene rettet opaf. Flyde, kan man vist ikke sige, at vi gør dårligt. Faktisk gør vi det eksemplarisk. Lidt OL guld over opdriften vil jeg sige uden at overdrive.
Vandgymnastik ville derfor være verdens bedste motionsform, og den motionsform der bør tilbydes alle med lipødem, ikke sandt? ... men nogle gange kan det være svært. Hvis f.eks. svømmehaller vælger at have lidt for koldt vand i bassinerne, så musklerne ikke får den nødvendige lindring. Eller hvis de er overfyldte. Mange mennesker i brusebadet, kan få dig til at føle både ubehag og udstillet. Blikke, kan opfattes undersøgende, hårde og kolde, når man står der i sin ”Eva” dragt.
Jeg så i dag en annonce på et par rigtig fine langbenede badebukser, en slags strømpebukser. Men da jeg begyndte at læse kommentarerne, var størstedelen både hårde og ironiske. Et hadefuldt spørgsmål om, hvorfor man dog skulle have lyst til at købe dem og hvem der overhovedet kunne forestille sig at gå med den slags badetøj.
Overalt i vores samfund er der "smart-og-smidig" kropsidealer, og mange som mig, i den større ”kropshytte” (kroppshyddan), befinder os let i situationer, hvor miljøet ikke tænker bredt, og heller ikke viser en god vilje til at gøre det, gøre os ret.
Morgenkåber ved spas der ikke dækker en stor krop, stole med armlæn som du ikke kan få bagdelen ned i, saunabænke, der er for højt oppe til, at en stor krop problemfrit kan nå dem uden hjælp. Listen kan blive ved og ved.
Ønsketanker om vandgymnastik, hvor du bare er inkluderet og får lov til at deltage. Med sin krop, i sin krop, hoppende, strækkende og hvor man udfordrer sine egne begrænsninger i et miljø, der også er blevet udfordret til at være fuldt inkluderende.
Hvor du ikke behøver at risikere at vakle stående på det ene ben for at kunne få strømpen på. Et miljø, hvor du kan sidde i en stol, du ikke risikerer at sidde fast i. En miljø, hvor du problemfrit kan gå fra punkt a til punkt b uden at risikere at falde omkuld og ende i en hjælpeløs tilstand uden mulighed for at komme op på egen hånd.
Ja selvfølgelig lyder det som sød musik, og så tænkter jeg straks på Abba Frida der synger ud til alle vores lipødemsøstre, lipødemmødre og lipødemdøtre...
"... And we need one another
Like fighters in a ring!
We’re in this together:
Passion and courage
Is everything!...
Så på med badedragt, bikini, tankini, eller intet. Hop ned i det varme vand og bevæg dig. Lev, smil og sæt skyld der, hvor skylden hører hjemme. Jo flere vi er, jo mere vi synliggør os, jo mere indlysende bliver det, at vi indtager vores plads i det fælles rum, og resultatet, forandringens vinde blæser op til orkanstyrke, og der skabes en ny inkluderende fremtid! Me LIKE!
Tak til Carola for at vi måtte dele hendes positive og livsglade besked og til Svenska Odemforbundet for at låne artiklen til vores danske lipødemsøstre.
En patienthistorie af Carola Orbert Selander, oversat fra svensk fra en artikel i Svenska Ödemforbundets medlemsblad Lymfan, Årgang 23, 2022 (https://www.svenskaodemforbundet.se/)
