Os med lymfødem
Lymfødem er en kronisk hævelse, som kan ramme alle kropsdele, men dog oftest ekstremiteterne som arme, hænder, ben og fødder. Hævelsen skyldes dårligt afløb af væske gennem lymfesystemet.
Både børn og voksne kan få lymfødem.
Kronisk ødem kan blandt andet resultere i ændret udseende, spændinger og smerter.
Lymfødem kan ikke kureres, men kontrolleres, så hvis du oplever hævelse, som ikke forsvinder, bør du kontakte læge eller lymfeterapeut.
Find Gode råd her
5 ting du bør vide om lymfødem:
Årsager
Primært:
Medfødt og/eller arveligt.
Sekundært:
Kræftbehandling bestående af kirurgi, stråling og/eller kemoterapi.
Traumer/skader, operation, immobilitet, overvægt eller infektion.
Hud
Hold huden ren og tør dig grundigt efter bad. Smør med fugtighedscreme med lav pH-værdi.
Kontakt læge ved rødme og ømhed af kropsdelen. Det kan være tegn på rosen (erysipelas), som straks skal behandles med antibiotika. Se mere her om rosen
Svampeinfektioner og sår er risikofaktorer, som bør behandles af en sundhedsfaglig.
Fysisk aktivitet
Regelmæssig motion øger musklernes pumpeaktivitet og forbedrer dermed lymfeflowet.
Motion, især når du bærer kompressionsbandager eller kompressionsstrømper/ærmer, er en effektiv måde at holde dit lymfødem. Med motion opbygger du også muskelstyrke, og det bliver lettere at holde en sund vægt.
Du må finde den motionstype der er bedst for dig men f.eks. Qigong, vandgymnastik, svømning eller yoga er meget anvendt blandt patientgruppen.
Varm godt op og stræk ud efterfølgende.
Man kan med fordel tale med en fysioterapeut om at skræddersy et program der passer dig - specielt hvis du ikke før har dyrket motion.
Kompression
Kompression øger lymfesystemets flow ved samtidig bevægelse. Det er vigtigt,
at kompressionen sidder rigtigt og ikke hindrer lymfeflowet.
Individuelle mål til kompressionsærmer og –strømper udføres af bandagister eller sundhedsfagligt personale med kompetencer til dette.
Bandagering kan være nødvendigt.
Kompression med velcro-stropper
kan bruges hvis man f.eks. har svært ved at tage kompression på eller for at hjælpe i en reduktionsfase.
Natkompression kan evt. anvendes, såfremt den daglige kompression ikke er tilstrækkelig til at afhjælpe ødemet.
Manuel lymfedrænage
Manuel lymfedrænage involverer blid manipulation af specifikke områder af din krop for at hjælpe lymfen til at bevæge sig til et område med fungerende lymfekar.
Der er forskellige teknikker og det er vigtigt man finder en uddannet lymfeterapeut til denne behandling. Du kan blandt andet finde dem på Dansk Selskab for Fysioterapeutisk Lymfødembehandlings hjemmeside.
Nogle har god gavn af selvdrænage, som kan udføres for daglig aktivering af lymfesystemet. Tal evt. med en uddannet lymfeterapeut om dette.
En lymfeterapeut kan også hjælpe med arvævsmassage og nedsat mobilitet.
Mød andre med lymfødem
Mød andre med lymfødem i vores patient gruppe på Facebook: https://www.facebook.com/groups/Lymfoedem
Hold dig underrettet omkring arrangementer og webinars der kan være åben for både medlemmer og ikke-medlemmer under Nyt eller via vores Facebook side.