Nye indlæg

 

Kompressionsærmer er måske ikke uhygiejniske

29-05-2014 20:39
Ansatte i sundhedssektoren risikerer at miste deres job, hvis de får lymfødem i armen og skal gå med kompressionsærme og dermed ikke kan overholde hygiejnekrav om at bruge uniformer med korte ærmer. Men en professor i medicinsk mikrobiologi påpeger, at der ikke er faglige argumenter imod lange ærmer.

Professoren er Niels Høiby, som også er overlæge på Rigshospitalet og desuden medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden.

I april måned i år gik han ind i en offentlig debat om, hvorvidt det var i orden at fyre to bioanalytikere på Hvidovre Hospital, som ikke ønskede at bære uniformer med korte ærmer af religiøse grunde. Kvinderne arbejdede med at tage blodprøver på børn og voksne, men som troende muslimer ønskede de ikke at vise deres bare håndled.

»Det er helt forkert at fyre dem. Jeg mener ikke, at der er nogen risiko for patienterne, og hvis de har det problem, kan de give dem overtræksærmer på. Der er ingen faglig begrundelse for at fyre dem«, sagde Niels Høiby til Politiken.

Ingen evidens for krav om lange ærmer
I en kronik i Kristeligt Dagblad lidt senere på måneden fremlagde han sine faglige argumenter for, at lange ærmer ikke udgør et hygiejnisk problem.

I kronikken påpeger han først og fremmest, at der ikke er evidens for, at korte ærmer er mere hygiejniske end lange ærmer.

“De hygiejniske krav til korte ærmer på kitlerne beror på gætterier og misforstået “snusfornuft” og ikke på evidens fra videnskabelige undersøgelser. Ordningen blev indført, selv om Seruminstittuttets Afdeling for Sygehushygiejne (CAS) i 2007 skrev, at der ikke var evidens for eller imod lange ærmer,” forklarer Niels Høiby.

Kitler, huer og masker bliver brugt af personale på sygehusene for at beskytte mod overførsel af især multiresistenter bakterier mellem patienter og personale.

“Videnskabelige undersøgelser af kitlernes ærmer under brug viser, at der er ganske få bakterier, og det er overvejende de samme, som vi i meget større antal har på huden. Der er ikke påvist smittefare fra sådanne kitler,” skriver Niels Høiby.

Nemt at vaske og afspritte hænder
Han giver heller ikke meget for argumenter om, at det er svært at holde hænder og håndled rene, når man bruger langærmet kittel.

“Kittelærmerne glider fem-seks centimeter op, når man rækker hænderne ud under vandhanen. I øvrigt bruger man som hovedregel nu at afspritte hænderne i stedet for at vaske dem (bortset fra ved diarré forårsaget af Clostridium difficile), så argumentet duer ikke,” skriver Niels Høiby.

Personalet på hans afdeling – Klinisk Mikrobiologisk afdeling – skal derfor ikke følge det generelle krav om korte ærmer, men skal tværtimod bære lange ærmer.

Niels Høiby udtaler sig i denne sag om langærmede kitler – ikke om kompressionsærmer. Men DALYFO vil senere i år rette henvendelse til Niels Høiby for at høre, hvad han mener om brugen af kompressionsærmer blandt sundhedspersonale, og om de udgør en særlig hygiejnisk risiko eller ikke.

Læs Politikens artikel “Rigshospitalet tillader lange ærmer – på Hvidovre Hospital er det fyringsgrund”

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar